busstation cannes

Le Suquet

Den bedste udsigt til La Croisette, lystbådehavnen og Esterel-bjergene har man fra det højeste punkt af Cannes’ gamle bydel (Le Suquet), hvor der stadig står rester af et befæstet tårn, og hvor man også finder Skt. Annes kapel fra det 12. århundrede samt Musèe de La Castre, der indeholder en kæmpe samling etnografica og fine landskabs-og rivera-malerier fra det 19. og 20. århundrede. Le Suquet er et pragtfuldt sted med de snoede gader, små butikker og restauranter.
 

Tag en promenade på Boulevard de La Croisette, hvor filmfestival-bygningen ligger. Se også det berømte Carlton-hotel, der bl.a. har dannet scene for en Elton John-musikvideo......

Ud over stranden og restauranterne er der masser at få tiden til at gå med i Cannes.
Man kan gå en tur igennem Le Suquet op til Notre-Dame-de-l’Esperance, der ligger på bjerget lige ud for havnen, eller man kan slå et smut forbi festivalpalæet tæt på og se på alle de håndaftryk, som filmstjernerne har sat i cementen rundt omkring. Ved busstationen er der også et rigtig flot gavlmaleri, og hver enkelt busholdeplads er tilegnet nogle af de største filmstjerner.

Men det mest underholdende er at sætte sig på en lille café med en espresso eller et glas perlende rosé eller blot på en bænk på La Croisette, og så more sig over det freakshow, der udspiller sig lige foran en.
Cannes er et sammensurium af sjove typer. Fra saudiarabiske oliesheiker, der triller op foran de dyre hoteller i knaldrøde Ferrarier med Louis Vuitton-rejsetasker og et helt harem på slæb, over nyrige russiske oligarker med stok, guldringe på hver en finger og blonderede fruer, til alle de lokale beboere i Cannes, der lufter deres fem puddelhunde i snor, neo-bohêmer på rulleskøjter og storrygende, gestikulerende gadehandlere, der faldbyder deres sædvanlige plastik.

 

Stranden

Cannes’ store strandpromenade er som bekendt La Croisette, der strækker sig fra havnen og festivalpalæet og ud mod den lille halvø Palm Beach.
Byen har været hensynsfuld nok til at gøre dele af stranden her offentlig, så alle uanset status og penge kan kaste sig ud i Middelhavets bølger.


Udsigten og omgivelserne !!!

Går man en tur op i den gamle bydel ”Le Suquet” er der en fantastisk udsigt udover havnen, strandpromenaden la Croisette og til Lérins øerne, Ile Sainte Marguerite og Ile Saint Honorat. Gå absolut ikke glip af Fort Royal på Sainte-Marguerite det var her den legendariske "Manden med jernmasken" sad fængslet fra 1687 til 1698. Fortet rummer i dag et havmuseum som fortæller om denne begivenhed og om den maritime historie, faunaen, floraen og om arkæo-logiske fund der er ældre end øen selv. Besøg også Saint Honoré, med Lérins-klostret der stadigvæk er beboet i dag. For at komme til øerne sejler der både fra havnen i Cannes flere gange om dagen og vil du en tur til St. Tropez eller Monaco og undgå den tætte trafik i højsæsonen, sejler der vandtaxier fra Cannes flere gange om dagen.

Shopping

Cannes har trods sin relativt beskedne størrelse rigtig gode shoppingmuligheder og kan sagtens måle sig med de fleste storbyer på den front. Mange af de største tøjmærker har såkaldte flagship stores i byen.
Byens hovedstrøg, Rue d’Antibes, går nærmest parallelt med La Croisette. Her finder man alt, hvad hjertet kan begære af mærkevarer og elegante specialforretninger.
Men leder man efter de lidt mere specielle – og oftest lidt billigere ting – så gælder det om at trække ud i sidegaderne. Både dem, der går ned mod La Croisette, og dem, der går op mod banegården. Her ligger butikkerne, der fører spændende og lidt anderledes mærker, oftest af nye unge både franske og udenlandske designere.
På Marché Forville finder du desuden byens bugnende marked, og det er bestemt et besøg værd. Det er åbent hver morgen undtagen mandag.

Cannes marked market